Embedded Files
Prolog
Prolog
Prolog
Det var en usædvanlig varm forårsdag i Neverwinter og som altid når dette forekom, var der kaldt in til stangtennisturnering.
Ansgar Bottomspring havde som ventet overvundet al konkurrence og stod nu i finalen mod opkomlingen Petyr - møllerens knægt.
Ansgar så som ventet ud til at vinde, da han pludselig slog helt forbi bolden - nærmest som om at hans ketcher var blevet løftet over bolden. Han kom sig aldrig over fejlslaget og Petyr kunne højst overraskende hyldes som mester af den prestigefyldte Neverwinter stangtennisturnering.
Publikum var ellevilde - på nær en dværg, der stirrede indædt på en høj kutteklædt elv.
"Det var dig der fik Ansgar til at tabe," antastede dværgen elven.
"Pff. Den snyder fortjente at tabe," snerrede elven, ikke afvisende.
"SNYDER? Ansgar har vundet de seneste 6 turneringer. Han er den bedste!"
"Den bedste snyder, måske. Hans strenge stank af magi. Ingen kunne tabe med den ketcher," affærdigede elven dværgen med. "Tro hvad du vil, jeg gjorde hvad var ret, og nu vil jeg ind på kroen og have et glas lambrusco." (Alle ved at elver troldmænd kun drikker lambrusco - dette er canon fra nu af DM).
Dværgen - der lignede en pubertøs knejt, men vitterligt var en kvinde I sin bedste alder - var målløs, men også en smule fascineret af elven, fulgte efter den høje hætteklædte elv ind på Den Vingeskudte Fasan - en af de mere berygtede kroer I byen.
"Hvordan opdagede du at Ansgar snød?" spurgte dværgen efter hun havde fået sig et stort krus kraftig ale (for dværge - selv kvinderne - er ikke små kællinger der drikker lambrusco).
"Det er simpelt for en så fremragende praktisør af magi, som jeg," svarede elveren overlegent, før han blev afbrudt af en gennemtrængende brølen:
"NOK ET ONDT ORD OM PHANDALIN OG JEG AFHJÆLPER DIG TUNGEN AF MUNDEN DIN!!!"
De to nyligt bekendte vendte sig mod lyden og så en kæmpe af en mand bøjet over en meget chokeret, og meget mindre mand, der virkede meget undskyldende.
"Overraskende veltalende udyr," nåede troldmanden netop at bemærke før kroens dør sprang op og ind trådte fire mand - tre dværge og et menneske.
"GURDIS!" - "AAAHH HA HA!" - "KOM HER OG GIV DIN FÆTTER ET KNUS"
"Du må undskylde mig," beklagede Gurdis den høje elver, der knapt nok bemærkede hende, før hun kastede sig I armene på Gundren Rockseeker og hans to brødre.
"Det er jo rent held at jeg løber ind I dig, Gurdis, vi står jo netop og mangler lidt beskyttelse på vej mod Phandalin, og en erfaren soldat som dig kan da helt sikkert hjælpe."
"Selvfølgelig hjælper jeg gerne hvor jeg…"
"Phandalin, siger du," afbrød elveren uhøfligt. "Det er så vidt jeg ved I nærheden af Cragmaw. Hvis det er beskyttelse I har brug for kan I næppe få bedre end jeg. Rihhjannajh er navnet. Den bedste troldmand øst for Aros."
"Okay, der var vist ingen der spurgte…" begyndte Gundren, men strak afbrød Gurdis: " Vent fætter, nok er han arrogant som få, men jeg har på fornemmelsen at der er noget bag snakken."
"Fint nok, så længe det får os til Phandalin, så…"
"PHANDALIN, SKAL I TIL PHANDALIN? JEG SKAL MED"
Gundren udbryder overrasket og en smule irriteret: " Hvem fanden er du, og nej det skal du sgu ikke!"
"Navnet er Josef Goldschmidt. Jeg kan tæve en orne direkte igennen et møllehjul, og min mission her I livet er at genopbygge Phandalins renomé og min formue. Du vil helt sikkert have mig med på din excursion. Jeg kræver dog et beløb for min deltagelse."
"Fair nok. Det skal vi nok finde ud af," sluttede Gundren Rockseeker. "Har I alle et sted at overnatte? Ellers kan I sove I vores lejr. Vi tager af sted ved daggry!"
"Jeg overnatter på kroen, men skal nok være hos jer ved afgang," svarede Josef.
Kapitel 1
Kapitel 1
"ER I KLAR MINE RASKE SVENDE???"
"Hvad var det?" udbrød Gurdis med et sæt, mens hun satte sig op fra lejet.
"Zzzzz," var svaret fra troldmanden.
Gurdis kiggede forskrækket rundt om lejrbålet og fik I nattemørket øje på silhuetten af en gigantisk mand.
"At vi tager af sted ved daggry, betyder ikke at du skal komme og vække os to timer før…" sukkede Gundren, "men nu du har vækket alle kan vi vel ligeså godt komme I sving. Så er det op, folkens."
Snart var hele lejren I sving. Brødrene pakkede lejren sammen, Josef lastede vognen og hestene, Gurdis lavede morgenmad, og elveren sov videre.
Ved daggry tog gruppen afsted mod Phandalin. Fætterne besluttede at de hver ville tage en hest og de tre resterende måtte anvende hestekærren. Samtidig informerede Gundren gruppen om at brødrene ville ride I forvejen, hvilket rejste et enkelt øjenbryn hos tryllerikken. 'Hvorfor skulle vi så hyres som beskyttelse?' tænkte han, men besluttede hurtigt at han faktisk var ligeglad.
De tre nød det gode vejr, den begivenhedsløse tur, 'og de lette penge' indtil de så et par døde heste midt på vejen I det fjerne.
"VI MÅ UNDERSØGE DET!" udbrød Josef straks. Gurdis medgav ham dette, forsigtigt, men bagfra I kærrens lad hørte man blot et dovent "Jeg ligger glimrende lige her."
Kæmpen og dværgen gik straks mod de døde heste. Først I rask tempo, men som skovens dække blev mere kvælende dalede selvsikkerheden hos de to eventyrere, og pludselig kom de bange anelser til ret:
Baghold! Gobliner!
Heldigvis fik forstyrrelsen vakt Rihannahj til live og de tre fik hurtigt sendt tæppetisserne på retræte.
"EFTER DEM!" insisterede Josef. "Nej, vent, måske lokker de os I en fælde," argumenterede Gurdis.
Elveren var allerede på vej mod forhindringen: "Enig. Lad os hellere se om der er noget at negle ved hestene."
Hestene viste sig dog at være dem Rockseeker brødrene havde redet ud på tidligere på dagen, så gruppen satte efter I retningen goblinerne var flygtet og fandt hurtigt en huleindgang.
Efter lidt recognisering blev en goblinvagt taget til fange og efter Gurdis lovede ham hans frihed, fortalte vagten at grotten beboedes af ca. 10 gobliner, men hvis det ikke var slemt nok, var de ledet af et ondt svin af en bugbear.
Desværre for goblinen (og Gurdis' troværdighed) valgte troldmanden med de lange ører at demonstrere hans ligeså lange kniv på vagtens indre organer.
Ved hjælp af snilde og en smule held, fik de tre helte listet sig så langt ind I grotten at lejrens hovedsaglige forsvarsværk blev åbenbaret: Et damsystem, der med øjebliks varsel kunne oversvømme grottens indgang.
Heltene sneg sig videre ind I grotten og faldt over tre gobliner, der holdt et menneske fanget.
Nok engang kom gruppens efterhånden legendariske snilde dem til gode og på trods af fangetagernes ihærdige forsøg på det modsatte var Silvan Sengetøjslager, betroet ven af og rejseledsager til Gundren Rockseeker, fri og I live, og goblinerne det modsatte.
Silvan plæderede på det kraftigste om at kvartetten skulle stille sig tilfredse, men eventyrerne havde fået snus om at goblinbandens tyvekoster befandt sig hos bandens leder - en Bugbear.
Et par enkelte forposter blev taget på sengen og der blev gjort kort proces med dem, men en enkelt goblin fik advaret dens leder, så det store bæst var klar da de tre angreb.
Han var dog ingen udfordring for så kvalificerede helte og som sidste udvej tog han rummets nødudgang - den direkte vej mod udgangen.
I et øjebliks inspiration satte troldmanden dog I løb - ikke efter banditlederen, men til dammens udløsningsmekanisme.
Da vandet havde sænket sig (og tyvekosterne nappet), fandt de tre og Silvan bæstet liggende livløst ved grottens indgang.
"Kan vi nu tage til Phandalin?" spurgte Silvan med stemmen af en mand, der havde oplevet lidt mere end han havde regnet med for dagen.
"JA TIL PHANDALIN!!!"
"Ved du hvad de gjorde med min fætter Gundren?" spurgte Gurdis bekymret.
"Det eneste jeg hørte var noget med en fyr kaldet The Black Spider, og et sted ved navn Cragmaw Castle, men kan vi ikke snart komme væk herfra?"
Elveren løftede ukaraktaristisk et overrasket øjenbryn ved denne sidste information, men genfandt hurtigt fatningen: "Jo, Phandalin virker som det naturlige næste skridt på vejen. Og vi har jo også en hel del grej at sælge…"
Kapitel 2
Kapitel 2
Et følgebrev blandt de generobrede tyvekoster nævnte navnet på en vis købmagerske I Phandalin, så dette var første stop på vejen, efter at de havde sat Silvan Sengetøjslager af ved kroen for at lede efter hans kammerat Iarno.
På trods af at indehaveren udsendte en hel del tegn på skøgehed, var hun ikke nær så medgørlig med information. Det eneste relevante hun ville ud med var at en gruppe banditter ved navn Redbrands, et navn der fik Gurdis til at se rødt. Hendes mission I livet var at hjælpe folk mod disse usle banditgrupper, og Redbrands var blandt de værste. Josef indså også straks at vejen til genopretningen af hans familienavn og Phandalins omdømme gik igennem disse gemene bøller.
"KROEN ER HVOR VI SKAL HEN FOR AT HØRE MERE! KOM MED KNÆGT!" udbrød kæmpen med den aristokratiske dialekt, der stod I skærende kontrast til hans væsen, og slæbte den lille dværgkvinde med før hun kunne protestere.
Troldmanden havde dog andre planer og gik mod byens kloster. I en drøm havde elveren fornemmet at søster Gaga I Phandalin havde information, der kunne hjælpe med hans sande formål: At rense det besudlede skrin dedikeret til guden Oghma.
"Jeg ved hvorfordu er kommet," begyndte søsteren.
"Godt for dig, det gør jeg også." Troldmanden var ikke imponeret.
"Du må tage kammen til…"
"Hey hey hey, 'kammen'? en hvilken som helst kam? hvor stor? hvilken farve?"
"Nej, kammen som er I Redbrands besiddelse. Derefter…"
"Redbrands? Hvad fanden har de med det at gøre?"
"Lad mig nu tale ud. Redbrands er en flok banditter der terroriserer Phandalin. De holder til I Tresendar Manor. Derefter skal du tage kammen til banshee'n syd…"
"En banshee? du har da helt tabt sutten. Jeg skal da så absolut…"
"NU HOLDER DU SNART KÆFT. HVIS DU VIL RENSE OGHMAS SKRIN SÅ GØR DU HVAD JEG SIGER. ER DU MED?"
"Jo, jo. Godt ord igen. Kammen fra Redbrands til banshee'n. Jeg er med," sluttede troldmanden overraskende ydmygt og satte I trask mod kroen for at slutte sig til resten af gruppen.
Alt imens dette stod på havde Josef Goldsmith købt hele kroen en omgang. Han var naturligvis ikke glad for at øse ud af formuen, men der var én ting . og kun én - Josef elskede højere end penge: Hans families omdømme, og hvilken bedre måde at hæve éns renommé end at købe pøblen en billig omgang øl?
"MIN GODE HERRE HERRE, HVAD VED DU OM DISSE SLYNGLER REDBRANDS!" gjaldede Josef af krofatteren.
"Måske skulle jeg udspørge ham - du ved diskr…" prøvede Gurdis at indskyde.
"SLUDDER OG VRØVL - HVAD SKULLE EN KNEJT SOM DIG KUNNE FÅ UD AF ÉN AF PHANDALINS FINESTE?"
"Tjoh, jeg ved ikke meget ud over at de har terroriseret byen I måneder og at de holder til oppe på Tresendar Manor. Hvis I virkelig vil vide mere så burde I tage fat I Edermath der bor oppe på gården for enden af vejen," svarede krofatteren.
"Psst," lød det fra et bord I hjørnet. De to eventyrere vendte sig og så Silvan diskret vinke dem over til sig.
"SILVAN!!!" råbte Josef mens han med åbne arme gik mod den kutteklædte mand I det mørke hjørne.
Gurdis vendte sig mod kroejeren: "Du skulle vel tilfældigvis ikke have set nogen dværge komme herforbi tidligere?"
"Jo, der var et par - Rockseekers mener jeg de hed. Tog afsted med det samme - mener at de snakkede om en lejr syd for byen."
Med dagens bedste nyheder I mente bevægede Gurdis sig over mod hjørnebordet netop som Rihannahj kom ind ad døren og gjorde dem selvskab.
"Hvis I er ude efter Redbrands kan I måske hjælpe mig med en sag. Min gode ven Iarno er blevet væk og det sidste man har hørt til ham var at han var rodet ud I noget med selv samme gruppe banditter. Hvis I har tænkt jer at storme Tresendar, kan I så ikke holde udkig efter ham?"
"jeg ved nu ikke rigtig, der er jo mange ting at…"
"Jeg betaler naturligvis for denne opgave"
"FOR DIG SILVAN, ALTID!"
"Hvis det ikke kan være anderledes," tilføjede troldmanden ligegyldigt.
"Jeg kunne godt tænke mig at snakke med denne Edermath. Det er et navn jeg er stødt på før, og jeg tror han kan hjælpe os," sagde Gurdis.
"HAM DER BOEDE PÅ EN GÅRD? JOSEF GOLDSMITH TAGER IKKE UD PÅ EN GÅRD UDEN EN BEDRE GRUND END EN LILLE DRENGS FORNEMMELSER!"
"For en gangs skyld er jeg enig med bæstet," samtykkede elveren.
Og så travede dværgkvinden alene mod Edermaths gård, mens de to følgesvende drak og spiste på kroen før de fortrak sig til deres værelser.
Gurdis ankom til gården og en ældre herre velkomte hende som var hun ventet.
"Er du Edermath?" spurgte hun forventningsfuld.
"Sandelig, og du ligner en eventyrer," svarede den ældre mand.
"Det kan man vel godt kalde mig. Jeg er kommet fordi jeg hører at du er manden man skal spørge, hvis man vil vide noget om Redbrands."
"Dette er korrekt, men først lad mig høre: Hvad ved du om Order of the Gauntlet?"
"Order of the Gauntlet? Jeg har da hørt navnet, men jeg har aldrig troet at det var andet legender."
"Legender? Legendarisk er nok mere korrekt. Order of the Gauntlet er en forsamling af eventyrere svoret til at bekæmpe det onde. Jeg skal nok give dig hvad du vil vide om Redbrands, men du må love mig at du vil tage ud til Old Owl Well bagefter. Du vil blive et glimrende medlem."
"Jeg lover aldrig noget jeg ikke kan holde," svarede Gurdis, "men jeg skal overveje det grundigt."
"Det er godt nok for mig. Redbrands er ledet af en troldmand ved navn Glassstaff. De holder til I Tresendar Manor og hovedstyrken består af mænd, men de har også enkelte bugbears iblandt, og det siges at Glassstaff selv beskyttes af noget andet. De er ikke veltrænede, men de er mange, så tag ikke let på sagen. Forresten, hvis du har brug for et sted at sove, så er du velkommen til at bruge mit høloft. Ellers vil jeg ønske dig held og lykke."
"Mange tak, det vil jeg gerne," sluttede Gurdis, der havde fået rigeligt at tænke på.
Morgenen efter blev hun vækket af hanen og da hun bevægede sig ned fra høloftet blev hun mødt af en ældre dreng, der virkede ivrig for at tale med hende:
"Jeg hører du skal op og tæve Redbrands?"
"Det var planen, ja," svarede Gurdis ikke specielt morgenfriskt.
"Mine kammerater og jeg leger nogengange deroppe, og forleden fandt vi en indgang, der ikke så ud til at blive brugt."
"Virkelig? Fortæl." Pludselig var dværgen lutter ører.
"Ja den ligger nedenfor selve huset, men er helt tilgroet. Det ligner den fører ind I en tunnel, der går lige under huset."
Morgenmaden sammen med Edermath blev slugt I to mundfulde før Gurdis var på vej I løb mod kroen, og da denne nye information var blevet fordøjet af hendes følgesvende, var alle enige om at det skulle udnyttes før Redbrands fik ny om denne bagdør.
Indgangen blev hurtigt fundet takket være Edermath drengens anvisninger, og tunnellen førte ganske rigtigt gruppen ind I hjertet af Tresendar Manor - et stort åbent rum, med døre på begge sider og hvad der mindede om et drænet kloakafløb I midten.
Langsomt bevægede gruppen sig mod enden af lokalet, I forsøget på at tage fjenden på sengen, men pludselig blev de antastet af et kæmpe monster, der kom op fra kloakken.
En brutal kamp fulgte, men heltene trak sig sejrsrigt ud af det.
Gurdis mente at de skulle fortsætte fremad, men elverens nysgerrighed trak ham mod monstrets hule.
"Er det nu virkeligt klogt? Tænk hvis der er flere dernede. Vi overlevede kun lige den første," argumenterede dværgen.
"JA, JEG SKAL IHVERTFALD IKKE NED I EN KLOAK!" medgav Josef.
"Men hvad nu hvis der er tyvekoster. Et monster på den størrelse må have kunnet skaffe en sand formue," lokkede troldmanden, der ikke havde lyst til at gå derned uden kanonføde.
"HMM, VI KAN JO HELLER IKKE LADE SÅDANNE MONSTRE LEVE. JEG GÅR MED - FOR ÆRENS SKYLD!"
"Jeg synes stadig ikke det er en god idé," sagde Gurdis.
"Så kan du jo passende blive heroppe og holde vagt," påpegede elveren nedladende.
Kort efter kom troldmanden og krigeren op fra kloakken.
"Fandt I noget?" spurgte Gurdis spændt.
"Der var ikke meget, men det vi fandt deler vi naturligvis ligeligt," svarede Rihannahj.
(men det gjorde de ikke)
"Det var pænt af jer. I er nu nogen flinke fyre."
(men det var de ikke)
De tre bevægede sig længere frem og kom til et lille aflukket rum, og ved hjælp af et heldigt terningekast observante øjne fandt de en hemmelig gang. For enden af gangen kunne de tre se en mand sidde med ryggen til og en smukt udsmykket stav ved hans side.
Rihannahj fik en lys idé og ved hjælp af mage hand løftede han staven over til sig selv.
Dette blev opdaget for sent af den onde troldmand, der ikke bare viste sig at være Glassstaff, lederen af Redbrands, men også Silvans ven Iarno. En kamp fulgte, men uden staven var Glassstaff chanceløs, og de tre kunne rømme hans kontor uforstyrret.
På vej ud stødte heltene på et par bugbears, der også blev nedlagt, og Rihannahj fandt en kam, som han insisterede på at tage med.
Slutteligt blev de sørgelige rester af banditgruppen Redbrands nedlagt I en forladt ejendom I udkanten af byen.
Page updated
Google Sites
Report abuse